En af den kunstneriske models hovedfunktioner er, at give betragteren nye erkendelser. Erkendelser som denne ikke kan få fra fysikken eller psykologien. Æstetiske erkendelser af hvordan det forholder sig med tiden og virkeligheden.
Ilya Kabakov beskriver installationens scenarium som et plot, der er 'frosset' i tid. Det bliver da beskuerens opgave selv at oprulle plottet ved hjælp af sin forestillingsevne.
I installationen bliver tingene, hvor døde og stillestående de end fremtræder, til væsentlige deltagere. Deltagere i en form for handling, der har foregået, foregår eller vil foregå på dette sted.
Desuden er denne handling direkte forbundet med et plot. Og hvor der er et plot, eksisterer der allerede en historie, en skjult fortælling. Objekterne i installationen, som er forbundet indbyrdes af plottet, eksisterer allerede i den på en sådan måde, at det er som om der er en 'tekst' bag dem der forklarer og sørger for deres tilstedeværelse.
Det er da op til beskueren at fortælle, eller snarere genfortælle, installationens ufortalte eller skjulte historier for sig selv på den subjektive måde som er kernen i al ægte tilegnelse hvor man gør fortællingen sin egen.
Ilya Kabakov 1995
Læs mere i bog: 'Installationskunsten mellem billede og scene' af Anne Ring Petersen
Comments
Post a Comment