Sanser og virkelighed

Jakob von Uexküll, et vanskeligt navn.

I forordet til sin bog 'Teoretisk biologi' skrev han, at han fortsatte ad det samme spor som Helmholtz og Kant havde banet. De havde insisteret på, at man ikke kan opfatte virkeligheden omkring os - eller opfatte os selv - på nogen anden måde end gennem sanserne. Og sanserne er ikke passive modtagere af virkeligheden, de forarbejder den, hvad vi opfatter er stærkt forarbejdet. 

Når man har opdaget, at der ikke kan findes nogen objektiv ydre verden, at man kun kender et filtreret og forarbejdet aftryk, da får man let den tanke, at så er andre mennesker jo heller ikke andet end en forarbejdet skygge, da kommer man let til at mene at hver person ligesom må være spærret inde og isoleret bag sit eget upåliderlige sanseapparat. Og da melder den tanke sig meget let, at mennesket dybest set er alene. At verden består af adskilte bevidstheder, isoleret i hver sin sanseillusion, flydende i et tomrum...

Bliver mennesket isoleret totalt, da holder det op med at eksistere. Altså kan man ikke dybest set være alene. Dybest set må mennesket være sammen med andre mennesker. Bliver er menneske helt, helt alene, da fortabes det.

Læs: 'De måske egnede' af Peter Høeg 1993, s. 135, 137, 138